Nyheder om entreprenørskab i undervisningen, forskning og konkurrencer Se nyhedsbrevet online her
 
 
 
 
 
 
 

Danmarksmesterskab i Entreprenørskab med kongeligt besøg

I morgen mødes 70 studerende fra hele landet med gode ideer. Ideer, som alle bærer på en vision om at ville forbedre vores samfund og de problematikker, vi møder. Det er f.eks. mobning i skolen, indlæringsudfordringer, mødet mellem forældre og pædagog, udnyttelse af gamle vindmøllevinger, nedlukning af sociale platforme efter døden og meget mere. Du kan læse om alle de 20 teams på Start Up Programmes facebookside.
 
De i alt 20 teams dyster om titlen som Danmarksmester i Entreprenørskab og flere andre priser. Vinderen af DM får en billet til JA Enterprise Challenge den 25.-27. juli i Riga. Her dyster teams fra hele Europa om Europamesterskabet i Entreprenørskab. Hele 18 dommere fra erhvervslivet er med til DM og har læst 20 forretningsplaner. Dommerne skal sammen med publikum se 3 min. pitch og opleve de studerendes prototyper i Børssalen.
 
Vi er stolte af at kunne byde H.K.H. Kronprinsen med til festen, når vi fejrer entreprenørskab, de gode ideer og handlekraftige studerende!
 
For spørgsmål kontakt Carina Hammer, projektleder, 2445 7675 eller carina@ffe-ye.dk.
Læs mere
 

Tag med på Tour d’entreprenørskab til Folkemødet 2018

Er du interesseret i innovation, iværksætteri og uddannelse eller har du en særlig interesse i entreprenørskab som lærer, underviser eller skoleleder, så tag med på Tour d’entreprenørskab til Folkemødet på Bornholm.
 
I samarbejde med en række virksomheder og organisationer har Fonden for Entreprenørskab sammensat en inspirerende og lærerig tur med entreprenørskab i fokus til Folkemødet 2018. Der er bl.a. lagt op til debatter om grøn omstilling og iværksætteri i uddannelserne og så kan du se resultatet, når innovative unge får 30 timer til at skabe social værdi plus meget mere.
Læs mere
 

Nyt spændende samarbejde om Projekt Edison

Fonden for Entreprenørskab og Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har indgået et nyt spændende samarbejde omkring årets Projekt Edison. Årets tema er ”Grøn omstilling”, og flere end 10.000 elever vil fra august og frem mod Danish Entrepreneurship Award komme med nye og kreative ideer og løsninger på problemstillinger under temaet grøn omstilling.
 
Årets undervisningsmateriale til projektet vil ligge klar til brug fra 1. august.
Læs mere om Projekt Edison
Læs mere om det nye samarbejde
 

Vinder af logokonkurrence til projekt ”Undervisning i iværksætteri”

I februar og marts 2018 kunne elever på en erhvervsuddannelse deltage i logokonkurrencen for projekt ”Undervisning i iværksætteri”. Det medførte mange flotte og kreative forslag til et logo for projektet!
 
Det logo, som mest udstrålede vækst og fangede projektets formål, var designet af Nicoline Louise Thomsen, som til daglig er HTX-elev på EUC Sjælland i Køge. Nicoline fik den 16. maj 2018 tildelt et diplom samt pengepræmie på 3.000 kr. ved et fælles HTX-arrangement på EUC Sjælland. Logoet kan du se her:
 
I samarbejde med: