I disse år arbejder mange virksomheder på at skabe mere miljøvenlige alternativer til gængse plastikprodukter. Seks diplomingeniørstuderende fra DTU har kastet deres opmærksomhed på malerspanden af plastik, som der hver måned smides mere end en million ud af i Danmark.
Løsningen, som de gennem virksomheden Paint´R har udviklet, er en genanvendelig papkasse med to specialdesignede malingposer på hver fem liter, frem for den nuværende ti liters malerspand i plast.
- Vi lærer en masse om ledelse og at drive virksomhed, som vi ikke ville i et almindeligt studiejob. Vi har et kreativt miljø, hvor vi kan udvikle produkter og ideer, uden en masse bureaukrati. Vi gør tingene på vores egen måde og opfinder selv vores interne arbejdsprocesser, siger Sofie Winge-Petersen.
Paint´R modtog i november et verdensmålsmikrolegat til at videreudvikle deres virksomhed. Den 15. februar havde vi deadline på endnu en runde af mikrolegatansøgninger, hvor vi modtog over 100 ansøgninger. Heraf var en tredjedel mikrolegatansøgninger til idéer, som medtænker FN’s 17 Verdensmål. I midten af marts uddeler vi legater til de udvalgte modtagere.
|